Vidar 10. klasse

Vidar 10
En anderledes 10. klasse i København

Har du lyst til en skoledag fyldt med både kreative, musiske og boglige fag? Har du overvejet at tage 10. klasse på en efterskole, men vil helst sove derhjemme? Så er Vidar 10 måske det rigtige valg for dig. 

Ved siden af Gentofte sø, kun fem minutter fra Gentofte Station finder du Vidar Skolens 10. klasse.  Vidar 10 er et år fyldt med rejser, oplevelser og stærke fællesskaber, hvor du får lov til at møde skole på en ny måde med mange fag, som du normalt ikke møder i folkeskolen. Det er et år, hvor du kan fordybe dig, udvikle dig og blive klogere på både verden og dig selv. På en måde er det som at gå på efterskole, hvor du sover hjemme.

Læring på en ny måde

I 10. klasse arbejder du projektorienteret og praktisk, så du lærer igennem processen i stedet for kun at fokusere på resultatet. Du øver dig i at tænke kreativt og innovativt i både boglige, kunstneriske og håndværksmæssige fag.

Karakter er noget, du har – ikke noget du får

Vidar Skolen er karakter- og eksamensfri, og 10. klasse er ingen undtagelse. I stedet får du løbende evaluering og skriftlig feedback.

Du behøver ikke at have gået på en steinerskole for at gå i 10. klasse her. Måske kommer du fra en almindelig folkeskole, en anden friskole eller en efterskole. Omkring halvdelen af eleverne i vores 10. klasse kommer ofte fra andre skoler. 

Vidar 10 lægger samtidig op til den 2-årige HF-uddannelse på Vidar HF. Det faglige niveau og indholdet i undervisningen er derfor i højere grad en del af den samlede ungdomsuddannelse, og der undervises på gymnasialt niveau i flere fag. Hvis du tager 10. klasse på Vidar Skolen og fortsætter på Vidar HF, kan du få merit for flere af fagene. Det betyder, at du får mere ud af undervisningen på Vidar HF. Du kan læse mere om vores 10. klasse og Vidar HF her.

Har du lyst til at besøge skolen eller har spørgsmål, så kontakt studievejleder Lisa Mailand på optagelse@vidarskolen.dk

Facebook Instagram Lectio