Pædagogik
Den grundlæggende idé i børnehaveklassen er at skabe en god og tryg skolestart, hvor barnet roligt vænner sig til skolelivet. Det er vigtigt at barnet føler sig værdsat og som en del af fællesskabet.
Vi ser barnet mellem 0-7 år som et rytmisk, sansende og efterlignende væsen med ret til at vokse op i en barndomsverden med glæde, lyst og tillid til at verden er god og tryg.
Det er vigtigt at barnet vænner sig til at indgå i det sociale fællesskab med jævnaldrende børn. Derfor lægger vi stor vægt på den frie leg, hvor børnene udfordres og udvikler sig i den nye børnegruppe, som skal følges ad i et fælles skoleliv i mange år.
Vi ønsker at medvirke til at bevare og stimulere barnets fantasi, og derved give barnet mulighed for at udvikle en levende og kreativ tænkning.
Steinerpædagogikkens idé med børnehaveklassen er at give barnet et eventyrår, for at samle livsappetit, lyst og motivation til den kommende skolegang.
Årstidsfester
Ved årstidsfesterne arbejder vi os ind i stemningen ved at fordybe os i forskellige aktiviteter, hvor barnet får mulighed for at sanse, opleve og være medskabende.
De fleste fester er kun for børnene, men forældre vil ved særlige lejligheder blive inviteret.
- Høstfest
- Mikaelsfest
- Lanternefest, med forældre
- Adventsspiral
- Krybbespil, med forældre
- Fastelavnsfest
- Påskefest
- Pinsefest
- Sommerfest/afslutning med forældre
Eurytmi
Den ugentlige eurytmi i børnehaveklassen stimulerer barnets sprogforståelse, idet eurytmi giver mulighed for en synliggørelse af sproget. Vi arbejder derfor med bogstavlydene og dertilhørende bevægelser.
Fødselsdage
På barnets fødselsdag markerer vi dagen under morgensangen ved at tænde et fødselsdagslys og synge en fødselsdagssang.